Charlotte stødte på Learning Mission via de sociale medier og følte et øjeblikkeligt kald for at være med i transformationen af grundskolen. For hun ser børnene som vores alles fremtid og tror på, at deres trivsel er nøglen til at løse mange af de udfordringer, der præger vores samfund i det 21. århundrede
“Børn er de mest vidunderlige skabninger, og selvom de er nye i livet, så besidder de fra fødslen en indre visdom om sig selv og livet, som desværre mange gange bliver overset, undertrykt og går tabt i deres opvækst – og særligt gennem deres skolegang”.
Skole er et ord, der for Charlotte genkalder billeder af en rød murstensbygning, lugten af kridt og lyden af en larmende skolegård. Det er det tidligste møde med folkeskolen, Charlotte automatisk tænker på. En skolegang, hvor hun nemt passede ind og passede sine ting, men hvor hun gradvist gennem skoleårene mærkede den sprudlende lærelyst og kreativiteten blive mindre og mindre.
For folkeskolen husker Charlotte ikke som rummelig og omfavnende. Børn skulle ikke stille for mange spørgsmål eller være kritiske ift. hvad de blev lært, hvorfor de skulle lære det eller hvordan. Det blev opfattet som forstyrrende for undervisningen, hvis elever var uenige i metoder eller indhold. Også selvom de gode spørgsmål fra modige børn ofte gav anledning til en bedre forståelse hos andre børn. Charlotte husker tydeligt oplevelsen af, hvordan kammeraterne i klassen lærte forskelligt og i forskellige hastigheder.
“Jeg har altid været glad for at lære, men skolen gjorde mig ikke lykkelig. Dét at lære i et traditionelt klasselokale med en masse andre børn, var ikke et fristed, hvor kreativitet, individualitet og nysgerrighed kunne udfoldes. Eller hvor der var plads til, at man kunne lære på sin egen måde og i sit eget tempo. Tværtimod. Det var mere: sid stille, lav dine ting og opfør dig pænt. Og husk nu at række hånden i vejret. Det handlede om at passe ind i rammerne, og modtage læring frem for at være medskabende i den. Børn blev set som passive modtagere, der skulle kunne det samme på samme tid”.
”Tænk hvis vi kunne sætte børn fri til at mærke efter i sig selv. Tænk hvis kvalificerede vejledere kunne se, hvor børn havde potentiale, hvor de lyste op og hvor der lå en ægte kraft af nysgerrighed, vilje og ønske til at lære gemt i dem. Så de kunne være lykkelige i læringen og trives i langt højere grad. Så de langt tidligere i livet fik fornemmelsen af, hvem de var og hvor de skulle hen på livets vej.
Charlotte Frivillig
Charlotte har en lang videregående uddannelse, og på trods af at have tilbragt det meste af sin barndom og ungdom med at gå i skole for at lære, så har det ofte været svært for hende at føle sig særligt god til noget. Hun havde ikke føling med sin egen indre passion.
“Jeg forstod ikke at dyrke de fag, hvor jeg var oprigtigt interesseret, fik energi og følte drive og ingen lærer hjalp mig til at mærke efter. For det handlede skolen jo ikke om. Nok derfor jeg føler mig mere som en generalist end en specialist. I dag kan jeg stadig have svært ved at se, hvor jeg har styrker eller særlige kompetencer”.
Efter ca. 13 år på skolebænken skulle hun vælge videregående uddannelse. Det tog hende et år fri fra skole og skolepligter at finde sin passion. Hun var nødt til at få en pause fra skolen for at finde svarene i sig selv, og mærke efter. Og netop det med at mærke sig selv og lytte til sin intuition, ønsker Charlotte, at der kan skabes rum til i skolen.
