Hannah Klinge, 20 år
En forårsmorgen, hvor klokken netop havde ringet ind, blev jeg igen mindet om de problemer, der er forbundet med at have lyst til at lære i skolen. Idet jeg åbnede døren til 3. klasse, løb en pige hen til mig med et frustreret blik og spurgte: ”Ej, vi skal ikke lære noget i dag vel?”
Hendes spørgsmål ramte mig, og jeg fandt det sørgeligt, for hvilken skole kan gøre børn trætte af at lære, allerede i 3. klasse? Hvilken skole kan overhovedet gøre et hvilket som helst barn træt af at lære, når det at lære og få lyst til at lære mere er et af skolens allervigtigste formål? Desværre vores skole.
Ifølge den nationale trivselsmåling fra 17/18 daler elevernes motivation, som de bliver ældre. 44% af eleverne på mellemtrinet er enige eller meget enige i, at undervisningen giver dem lyst til at lære mere, og i udskolingen gælder det kun for 34% (læs rapport).
”Til gengæld lyder paragraf 1 i det første kapitel af folkeskoleloven således: ”Folkeskolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der giver dem lyst til at lære mere.”
Tænk, hvis alle Danmarks 454.611 folkeskoleelever mente, at skolen levede op til dette. Hvis hvert og et af disse børn havde den samme lærelyst og nysgerrighed, når de forlod skolen, som da de begyndte den. Tænk engang, hvilken betydning en ultimativ fuldendelse af denne sætning i folkeskoleloven for hvert eneste af de mange tusinde skolebørn ville få for Danmark – for verden.
Det er svært, ikke også at tænke på de børn, der ikke nikker genkendende til dette. De børn, der ikke eller aldrig oplever skolen som et udviklende læringssted, hvor folkeskoleloven paragraf 1 gælder som en lov. De børn, der derimod bruger 10 år i et klasselokale, hvor ufrivillig læring gør frustration, stress, meningsløshed, utilstrækkelighed og kedsomhed til alt for vante følelser.
Det er svært ikke at tænke på det skolesystem, der får så mange børn til at tro, at de ”ikke kan finde ud af noget”, fordi der ikke er noget af det de skal, der udfolder deres evner. Det system, der får så mange børn til at mene, at de i skolen spilder deres tid, fordi der ikke er noget af det de skal, der findes relevant af dem. Det system, hvis bedømmende tal stresser eller tager modet fra så mange børn, fordi de enten bliver overperfektionistiske eller opgivende.
Kort sagt, er det svært ikke at tænke på de børn, der ikke føler at skolen har beriget dem og deres liv, men som derimod oplever, at skolen har taget noget fra dem.
”Siden vi alle begynder som børn, ser jeg ét sted at starte på rejsen mod en bedre verden; lad skolen blive meningsfuld, lærerig og udviklende for ethvert menneske i den.
Hannah KlingeSkribent
Jeg kan huske, hvordan jeg selv har stillet mine lærere lignende spørgsmål som pigen i 3. klasse. I 5. klasse forstod jeg ikke, hvorfor jeg skulle sidde ned i seks timer, når jeg havde så meget energi. I 7. klasse forstod jeg ikke, hvorfor alle kreative fag var blevet slettet fra skemaet, når de betød så meget for mig. I 9. klasse forstod jeg ikke, hvorfor jeg skulle blive syg af stress under afgangsprøverne, når de blot var en prøve på en senere prøve.
Og desværre ved jeg, at pigen og jeg ikke er de eneste, der sidder med sådanne håbløse spørgsmål omkring de 10.960 timer, man ifølge loven skal bruge på et pensum, der ikke nødvendigvis er relevant og givende for alle. I trivselsmålingen fra 2015 svarede halvdelen af eleverne i 0.-3. klasse at de ikke er med til at bestemme, hvad de skal lave i timerne. Kun 17% af eleverne i 4.-9. klasse oplever tit eller meget tit at være med til at bestemme og 39% oplever aldrig eller sjældent at få indflydelse på undervisningen. Sådan må det ikke være, så længe selvbestemmelse hænger sammen med motivationen for at lære.
Når vores skole mindsker børns lærelyst, fejler den.
Når børn forbinder det at lære med noget uvedkommende, kedeligt, meningsløst og ufrivilligt, har skolen fejlet med det, børnene skal lære, eller den måde de skal lære det på. Så når pigen i 3. klasse spørger sin vikar om hun ikke nok kan undgå at lære noget og i stedet ønsker at bruge dagen på noget, hun finder meningsfuldt, er der et stort problem i vores skole. For det er meningsfuldt at lære.
To amerikanske psykologiprofessorer Deci og Ryan har sammen med andre forskere fra store dele af verden, gennem næsten 50 års forskning i trivsel og motivation beskrevet en teori, de kalder selvbestemmelsesteorien. Den viser, at mennesket har tre grundlæggende behov, som alle er væsentlige drivkræfter for motivation; selvbestemmelse, kompetence og samhørighed. Hvis elever skal føle lyst til at lære og motivation for undervisningen, skal skolerne indrettes sådan, at de opfylder disse behov.
Når jeg har været vikar, har det været meget tydeligt på børnene, hvornår de oplever de tre grundlæggende behov opfyldt, og hvornår de ikke gør. Jeg har uddelt utallige kopiark på kommando, trukket børnene igennem fag, der på ingen måde interesserede dem og set modløsheden i de børns øjne, der vidste at de gik tidsspild i møde. Men jeg har også set glade hop, begejstring og engagement, når børnene måtte fordybe sig i selvvalgte projekter, opleve verden sammen gennem leg og gjort mig klogere på alt det, de ved og interesserer sig for.
Ofte har jeg spurgt mig selv, hvorfor det ikke er dette engagement, man lader børnene ride på gennem skolen, i stedet for at bruge kræfter på at trække dem gennem år, der på denne måde bliver for lange og mange. Ville et skolesystem, der udfolder børns lærelyst ved, at de er med til at bestemme hvad og hvordan de skal lære, opnår at mestre og forstå det, de lærer om og indgår i gode relationer med dem omkring sig, ikke være af enorm positiv betydning for landet – for verden?
